Drikker jeg for meget?
Sådan genkender du tegnene på alkoholmisbrug
Alkohol er en naturlig del af mange menneskers liv, særligt i den danske kultur, men hvornår bliver det for meget? Denne artikel hjælper dig med at genkende tegnene på, at dit forbrug måske er blevet problematisk, og udforsker, hvad der kan ligge bag.
Hvornår bliver alkohol et problem?
Alkoholmisbrug er ikke kun et spørgsmål om mængde her og nu. Det handler også om, hvordan og hvorfor du drikker. Afhængigheden kan nemlig udvikle sig gradvist og over lang tid, hvilket kan gøre det svært at opdage i tide.
Her er nogle få simple signaler, du kan være opmærksom på:
Du læser denne artikel
Glem for en stund alt om Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis du har fundet denne artikel, er du formentligt bekymret for dig selv eller måske for en pårørende.
Socialt samvær = alkohol
Du har svært ved at forestille dig en social sammenkomst uden alkohol.
Tanker om alkohol
Når du er ædru, er du i dine tanker i gang med at planlægge, hvornår du skal drikke igen. F.eks. går du på arbejdet og tænker på om der mon er flere øl i køleskabet derhjemme.
Hvis du kan genkende nogle af signalerne, er det formentligt relevant at se nærmere på dit forhold til alkohol.
Du kan også spørge dig selv: Er det mig, der styrer alkoholen – eller omvendt?
Alkohol som den ”effektive” løsning
I min optik er alkoholmisbruget sjældent det egentlige problem, men snarere løsningen på et dybere liggende fænomen. Alkohol er et enormt effektivt middel, der både kan dulme og få en op i gear.
Måske drikker du for at:
- Undgå ubehagelige følelser: F.eks. angst, sorg, skam, vrede eller jalousi.
- Fylde et tomrum: F.eks. ensomhed eller en følelse af manglende lyst.
- Overkomme noget: F.eks. sociale sammenhænge eller alenetid.
I terapien udforsker vi, hvad alkoholen egentlig erstatter og endnu vigtigere hvordan du kan arbejde med bæredygtige alternativer.
Alkohol er den effektive løsning, hvorfor der også er mange, der tyer til den. Men brugen af alkohol kommer med en slagside.
Digter og forfatter, Tove Ditlevsen, som selv har berettet om mange års misbrug, har engang udtalt: ”Druk er den hurtigste vej til at miste sig selv.”
Jeg synes citatet er meget rammende, fordi det kort og præcist indkapsler både det effektive ved alkoholen, men også den triste bagside af medaljen.
De fleste er godt klar over, at alkohol kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser og være ødelæggende for familier og andre relationer, men det vigtige spørgsmål er også: Hvad gør det ved dig som menneske?
Selvtest: Har jeg et problem med alkohol?
Prøv at stille dig selv disse spørgsmål:
- Tænker jeg ofte på, hvornår jeg kan drikke næste gang?
- Har jeg prøvet at stoppe eller skære ned, men uden held?
- Føler jeg skam eller skyld efter at have drukket?
- Bruger jeg alkohol til at håndtere følelser eller situationer, jeg ellers ville undgå?
- Påvirker alkoholen mine relationer?
Hvis du svarer ‘ja’ til flere af disse, kan det være tegn på, at alkoholen spiller en større rolle i dit liv, end du måske går og tror.
Hvad nu?
Hvis du kan genkende dig selv i denne artikel, kan det meget vel være det første skridt i at indse eller erkende, at alkoholen ikke længere tjener dig, når det samlede regnskab gøres op.
Det næste skridt kan være en nysgerrighed på, hvad der egentlig ligger bag dit forhold til alkohol. Det kan være det står lysende klart for dig, men det kan også være, at der gemmer sig nogle værdifulde åbenbaringer.
Og så er spørgsmålet, hvordan du godt kunne tænke dig, at din fremtid ser ud? Jeg kan afsløre, at den har du rigtig stor indflydelse på. Det er den gode nyhed.
I min praksis arbejder jeg med klienter i alle faser af alkoholrelationen. Mit mål er, at du som klient får det bedre med sig selv. Hvordan det ser ud, det er noget du definerer.